Torsdag mødtes elevrådsformænd og -næstformænd fra alle skoler i Skive Kommune til årets elevrådsparlament. Her fordelte de sammen to puljer á 100.000 kr. til initiativer, som skal styrke trivsel og fællesskab på deres skoler.
Borgmester Alfred Brunsgaard ledte forhandlingerne, hvor debatten bar præg af et højt engagement og velovervejede argumenter. Der var en tydelig vilje blandt de deltagende elever til at finde fælles løsninger og indgå kompromiser.
Dagens fordeling markerede afslutningen på et længere forløb på skolerne, hvor elevrådene har arbejdet med at finde netop de projekter, der bedst kunne styrke deres skolemiljø. Processen kulminerede med en demokratisk beslutning, og for mange elever blev det et konkret bevis på, at deres stemmer har reel betydning.