VI HEPPER PÅ JONAS: I Glyngøre håber beboerne på byens plejecenter på en tredje tour-sejr til Jonas Vingegaard. Det betyder nemlig, at den lokale cykel-stjerne kommer på besøg.
Cykelrytteren Jonas Vingegaard har nok de fleste danskeres fulde opbakning, når han tramper op ad bjergskråningerne side om side med rivalen – Tadej Pogacar.
Men ét sted i landet følger man ekstra opmærksomt med – på plejecenteret i Glyngøre. Her har beboerne og personalet nemlig et ganske særligt forhold til cykelstjernen, som de praktisk talt har kunnet holde øje med lige uden for vinduerne, fordi Jonas Vingegaard har boet med sin familie på den anden side af vejen.
Allerede før hele verden lærte at udtale Vingegaards efternavn, kendte beboerne på plejecenteret den stilfærdige cykelrytter, som altid hilste venligt på dem og sludrede lidt om vind og vejr, når de mødte ham på gaden.
Blind beundrer
De to gange, Jonas Vingegaard har vundet Tour de France, har han hver gang valgt at aflægge plejecenteret og beboerne et besøg, inden han har fortsat til hyldestceremonien i Glyngøre.
83-årige Erik Agerholm, har boet fem år på plejecenteret. Han blev blind for 13 år siden, men følger opslugt med i touren alligevel. Han har kun lovord at sige om cykelstjernen fra Glyngøre.
- Jeg beundrer ham. Det er helt ufatteligt, hvad han kan på den cykel. Og så er han stille og rolig og helt nede på jorden, siger Erik Agerholm.
Erik Agerholm er pensioneret ingeniør og har to somre i træk haft fornøjelsen af at tale med cykelstjernen, når han besøgte plejecenteret. Sidste gang sikrede han sig en autograf på en gul kasket.
- Den er ikke til salg for nogen som helst pris, det kan jeg godt fortælle dig, siger han med et grin.
Klar til at hylde Vingegaard igen
Anne Mette Lynge Sørensen er områdeleder og har ansvar for Glyngøre Plejecenter. Hun er rørt over, at Jonas Vingegaard to år i træk har besøgt beboerne.
- Det viser, hvordan han er som menneske. Han er en meget empatisk og rummelig ung mand. Selvom de har stået 25.000 mennesker og en masse presse og ventet på ham på sportspladsen, har han taget sig tid til at snakke med hver enkelt beboer. Det viser, hvad han er gjort af, siger Anne Mette Lynge Sørensen.
Erik Agerholm er overbevist om, at Jonas Vingegaard, til trods for de skader, han var udsat for i foråret, vinder touren og komme til Glyngøre som sejrherrer. Når det sker, er han klar til at tage imod ham.
- Jeg glæder mig til at hilse på ham igen. Han er sådan en behagelig ung mand, lyder det sejrssikkert fra Erik Agerholm.