Her er tre fede oplevelser i din kommune: Skive og omegn

Profilbillede

Hvis du skal holde sommerferie i Danmark i år og du bor i Midtjylland, så læs med her. Vi har samlet tre gode bud på gratis oplevelser i Skive og omegn.  

1. Trolderuterne i Skive og omegn
Tag på eventyr i naturen og find troldene i Skive og omegn. Trolderuterne er et kulturelt orienteringsløb med sjove små konkurrencer, spørgsmål og fortællinger. 

Alt du skal gøre er at hente appen ’Trolderuterne’ ned på din mobil. Appen skal bruges til at finde troldene ude i naturen og kan hentes gratis til Android og iOS. 

Hent appen til iOS Apple her. 
Hent appen til Android her.

Med appen i hånden er du sikret en underholdende friluftsaktivitet, hvor både børn og voksne kan blive klogere på Skives egnshistorie.

Du kan læse meget mere om Trolderuterne og de enkelte trolde her. 

Du kan også finde trolderuter andre steder i Jylland. Se hvor ruterne er i appen.

Kilde: trolderuterne.dk 

2. Naturlegepladsen ved Hostrup Hovedgaard
På naturlegepladsen bag ved Hostrup Hovedgaard kan du udfordre din balance på tarzanbanen eller suse med fuld fart ned ad svævebanen. 

Her er der rig mulighed for sjov leg for børn og barnlige sjæle i alle aldre. På legepladsen finder du desuden både klatretårne, gynger og et madpakkehus med god plads. 

I området ved Hostrup Hovedgaard finder du også gode vandrestier og en shelterplads. 
Du kan parkere på p-pladsen ved Sønder Lemvej. Herfra fører en afmærket sti med udsigt over Sønder Lem Vig hen til naturlegepladsen. 

Du finder naturlegepladsen på Hostrupvej, 7860 Spøttrup. 

Kilde: ferievedlimfjorden.dk 


3. Skulpturlandsbyen Selde
I landsbyen Selde i det nordlige Salling kan du rundt på stier, gader og veje opleve mange spændende og interessante skulpturer, som er placeret overraskende steder i byen. 

I byen kan du se mere end 35 værker af samtidskunst lavet i og til Selde. Værkerne inkluderer – udover skulpturer – blandt andet også malerier og relieffer.  

Hver tirsdag formiddag i sommerferien kan du komme med på den ca. 1,5 km lange rundvisning og høre fortællinger om de enkelte værker.  

Mødested for rundvisning: Furvej 14, Selde (nær færgen til Fur), 7870 Roslev. 

Du kan læse mere om Skulpturlandsbyen Selde her. 

Kilde: ferievedlimfjorden.dk