Kunstdage ved Limfjorden forvandler Skive til levende centrum for kunst, musik og kreative workshops

Foto: Skive Kommune.
dato

Kunstdage ved Limfjorden forvandler Skive til centrum for kunst, musik og workshops i Kr. Himmelfartsferien med pop up-udstilling, live musik og aktiviteter for alle på Adelgade.

Fredag den 15. maj, midt i Kr. Himmelfartsferien, bliver Skive centrum for en sanselig og levende kunstevent. Her inviterer Kunstdage ved Limfjorden for første gang både lokale og besøgende til en dag fyldt med kunstoplevelser i hjertet af Skive.

Arrangementet afholdes fra kl. 10-17 på Adelgade 12-14, hvor lokale kunstnere står bag en pop up-udstilling, workshops og artist talks. Gæsterne kan hele dagen besøge caféområdet, deltage i aktiviteter for alle aldre og møde kunstnerne bag udstillingen.

Kunstdage ved Limfjorden er et nyt, tilbagevendende initiativ fra Destination Limfjorden, der i alt samler 32 kunstnere, gallerier og museer på tværs af området. Under hele Kr. Himmelfartsferien – fra kl. 10-17 hver dag – er der åbent og aktiviteter i både Skive, Struer og Nykøbing. Formålet er at bringe publikum tættere på kunsten og det lokale kreative miljø omkring Limfjorden.

Programmet i Skive byder blandt andet på workshop, hvor man kan hjælpe med at skabe dele til Skive700-plakaten, artist talks med kunstmaler Pia Viborg, Bente fra Mullegrif og glaspuster Thea fra Glaspusteriet Gnist, samt musikalsk underholdning med både live musik og jazz. Dagen afrundes med en pop up-udstilling med lokale kunstnere.

Yderligere information og mulighed for at hente app’en findes på Destination Limfjordens hjemmeside.

Kunstdage ved Limfjorden realiseres med støtte fra EU via lokale LAG-midler samt kommunerne Morsø, Skive og Struer.

https://skive.dk/news/stabe-hr-og-kommunikation/kunstevent-i-skive-under-kunstdage-ved-limfjorden/

Kilde: Skive Kommune