Nyt lokalt vindmølleprojekt ved Spøttrup sendes i fordebat med fokus på borgerinddragelse

Foto: Skive Kommune.
dato

Skive Kommune sender nyt, lokalt forankret vindmølleprojekt mellem Håsum og Rettrup i fordebat og inviterer til borgermøde den 16. juni.

Et nyt vindmølleprojekt ved navn ”Lokalkraft Spøttrup” er under udvikling mellem Håsum og Rettrup. Bag projektet står lokale lodsejere og virksomheder, der ønsker at styrke den grønne omstilling og samtidig skabe lokal værdi. Skive Kommune har nu igangsat en fordebat, hvor borgere og naboer kan komme med input til projektet.

Projektet omfatter fire nye vindmøller med en maksimal totalhøjde på 149,9 meter. Ifølge projektansøgningen er det vigtigt for udviklerne, at møllerne ejes lokalt, og størstedelen af møllerne forventes at blive ejet af aktører med tilknytning til området og Skive Kommune.

Vindmølleparken forventes at kunne producere omkring 60 millioner kWh årligt, svarende til cirka 15.000 husstandes elforbrug. Samtidig vil ældre vindmøller blive fjernet som en del af projektet. Naboer inden for 1.300 meter får mulighed for at købe andele i projektet til kostpris. Projektet vil desuden bidrage med over 5,6 millioner kroner til den lovpligtige grønne pulje.

Skive Kommunes Klima-, Teknik- og Miljøudvalg har sendt projektet i offentlig fordebat for tidligt at inddrage borgere og naboer i processen. Et borgermøde er planlagt til den 16. juni, hvor de to lodsejere vil deltage, informere om projektet og fortælle nærmere om mulighederne for at købe andele.

Projektet kræver både en vedtaget lokalplan med kommuneplantillæg samt myndighedsgodkendelse baseret på en miljøvurdering, før vindmøllerne kan opstilles. Planprocessen forventes at tage 12 til 18 måneder, hvor påvirkninger på natur, landskab, støj og naboer vil blive undersøgt nærmere.

https://skive.dk/news/stabe-hr-og-kommunikation/fire-nye-vindmoeller-nu-indledes-fordebatten/

Kilde: Skive Kommune