Skive fejrer 700-års jubilæum med cykelfest og verdensstjerner under PostNord Danmark Rundt

Foto: Skive Kommune.
dato

Den 30. juli 2026 markerer Skive Kommune sit 700-års købstadsjubilæum som vært for 2. etape af PostNord Danmark Rundt med start i Glyngøre og mål i Skive.

Når Skive Kommune fejrer sit 700-års købstadsjubilæum i 2026, sker det blandt andet ved at være vært for 2. etape af PostNord Danmark Rundt. Cykelløbet går fra Glyngøre, hjemby for Jonas Vingegaard, og strækker sig over 179 kilometer i Salling med målstreg i Skive.

Etapen vil bringe cykelryttere i verdensklasse gennem et naturskønt landskab, hvor Limfjorden bliver en fast følgesvend. Ruten byder på både bonusspurter og en teknisk udfordrende afslutning, hvor positionering kan blive afgørende for udfaldet. Undervejs passerer feltet igennem Jebjerg, Thise, Højslev og flere andre lokalområder, som alle får mulighed for at fejre dagen med folkefest og fællesskab.

Skive Kommune har tidligere været vært for PostNord Danmark Rundt – senest i 2022 med både start og mål i Skive. Oplevelsen samlede tusindvis af tilskuere og blev anerkendt af Danmarks Radio og TV for sin brede folkelige appel.

Med 2026-udgaven får både borgere, foreninger og besøgende mulighed for at opleve cykelsport på højeste niveau på helt nært hold. Deltagerfeltet er stærkt med hele syv WorldTour-hold – herunder Team Visma | Lease a Bike, Lidl-Trek, Uno-X Mobility, NSN Cycling Team, samt Skives eget Team ColoQuick – hvilket sikrer cykelløb i verdensklasse.

PostNord Danmark Rundt 2026 består af fem etaper:

  • 29. juli: 1. etape: Aalborg – Aalborg, 185 kilometer
  • 30. juli: 2. etape: Glyngøre – Skive, 179 kilometer
  • 31. juli: 3. etape: Fredericia – Vejle, 207,3 kilometer
  • 1. august: 4. etape: Rudkøbing – Fyn, 177,5 kilometer
  • 2. august: 5. etape: Køge – Rødovre, 135 kilometer

I 2026 bliver PostNord Danmark Rundt således ikke kun et cykelløb i Skive – det bliver en markering af Skives status som cykelby og samlingspunkt for både lokale og gæster i anledning af byens jubilæum.

https://skive.dk/news/kufa-kultur-og-fritid/postnord-danmark-rundt-her-er-ruten/

Kilde: Skive Kommune