Thise Mejeri i Roslev fik besøg af pensionsbus

På billedet ses kølerumsmedarbejder Jens Toft Nielsen med pensionsrådgiver i Pen-sionDanmark Malene Krarup
dato

Mange danskere har sjældent kontakt med deres pensionsselskab. Det vil Thise Mejeri i Roslev gerne være med til at ændre, så den 15. maj fik man besøg af PensionDanmarks rådgivningsbus, hvor medarbejderne kunne få pensionsrådgivning.

Rigtig mange tog imod det gode tilbud, bl.a. den 46-årige kølerumsmedarbejder Jens Toft Nielsen, der var meget tilfreds med den ”rullende” rådgivning.  

”Jeg loggede ind på min pensionskonto sammen med pensionsrådgiveren. Her fik jeg et fint overblik over min opsparing, og hvad jeg kan forvente at få udbetalt, når jeg går på pension. Jeg fik også et overblik over de forsikringer, som er en del af min pensionsordning, så det var en god oplevelse,” fortæller Jens Toft Nielsen, der også fik en samtale med en sundhedsrådgiver. 

”Sundhedsrådgiveren gav mig en gennemgang af sundhedsordningen i PensionDanmark, hvor man kan få behandlinger hos en fysioterapeut eller kiropraktor, og hvor der bl.a. også er Online Læge og Online Psykolog. Og så kom jeg også op på en særlig vægt, der målte min body age. Vægten sagde, at min krop kun er 31 år, så det var meget positivt,” siger Jens Toft Nielsen.

For adm. direktør hos Thise Mejeri, Svend Schou Borch, giver det rigtig god mening for virksomheden at få besøg af PensionDanmarks rådgivningsbus.

”Vi vil gerne have tilfredse medarbejdere. Det inkluderer også, at vi tager ansvar for, at de er godt oplyst om deres muligheder i pensionsordningen – og ikke mindst i sundhedsordningen. Det gælder både dem, der nærmer sig pensionsalderen og de yngre. Busbesøget er en rigtig god service for alle – også for os som virksomhed,” siger Svend Schou Borch.

For få har styr på deres pension
Mange danskere har en pensionsordning via deres arbejde, men alt for mange kender ikke indholdet og dermed de økonomiske vilkår for deres alderdom.

I PensionDanmark, som med over 800.000 medlemmer er landets største arbejdsmarkedspensionsselskab, gælder det særligt for de unge medlemmer, hvor kun 4 ud af 10 har været i kontakt med selskabet inden for de seneste to år. For de ældre medlemmer, der nærmer sig pensionsalderen, er det 6 ud af 10.

Derfor tilbyder PensionDanmark at besøge sine medlemsvirksomheder med en rådgivningsbus. I bussen kan medlemmerne få overblik over, om deres pensionsopsparing matcher deres ønsker for alderdommen, eller om der er behov for justeringer. 

Kilde: PensionDanmark
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.